2019 Weingut Geierslay, Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Geierslay, Spätburgunder, Mosel, TysklandWeingut Geierslay ligger på Moselweinstraße 1 i byen Wintrich i Mosel i et af de vilde sving på Moselfloden lidt efter Piesport … ja afhængig af, hvor du kommer fra. Kommer du den anden vej fra, så er det lige efter Brauneberg. Vi smager her en 2019 Spätburgunder.

Familien Kilburg har lavet vin siden 1465, hvor Johann Von Kilburg overtog sin svigerfar Johann Von Olmscheids forretning og i dag har familien så i 19 generationer drevet Weingut Geierslay, hvilket gør dem til en af de ældste vinavlerfamilier i Mosel.

Weingut Kilburg længere henne af Moselweinstraße udspringer også fra gamle Johann Von Kilburg og drives af en anden del af den gamle familie, nemlig af Bernd og Michael Kilburg.

Vinhuset drives i dag af Max Kilburg og søsteren Sabine Kilburg-Schäfer, men deres sidste bror Stefan ikke deltager i driften. Max og Sabine overtog driften fra deres forældre Rudolf og Brigitte Kilburg.

Max Kilburg er uddannet vinmager fra Geisenheim og har efter uddannelsen arbejdet hos vinhuse i Sydafrika, USA og Australien. Derudover har han i Tyskland arbejdet hos Julian Haart i Mosel, hvor han har lært vinproduktion helt fra bunden. Han er derudover aktivt medlem af Generation Riesling, der omfatter 500 unge tyske vinproducenter, der ikke er ældre end 35 år.

Familien har samlet 15 hektar vinmarker og de bedste marker er Wintricher Ohligsberg, Wintricher Großer Herrgott, Wintricher Geierslay samt Piesporter Treppchen, hvor de dyrker Riesling, Pinot Noir, Pinot Blanc, Pinot Gris, Müller Thurgau, Kerner og Merlot.

Der laves mange forskellige vine på Weingut Geierslay og de fleste blot med domænenavnet på flaskerne. Men de laver også en serie af vine, som de kalder Max Kilburg Weine. Vi har her dog fat i huset helt almindelige Spätburgunder.

Der er dog ikke så mange oplysninger om selve produktionen, men efter endt fermenteringen skulle vinen være lagret på Gebrauchtes Barrique, altså brugte egefade … hvor lang tid fremgår ikke.

I glasset er det en meget lys, meget transparent vin … virkelig Mosel Spätburgunder og har også en lys, let og sødlig aroma, hvor det mest er vilde jordbær, lyse kirsebær, kirsebærsten med lidt ribsagtig syre, egepræg og et let fadpræg med røg, let malerspand, snert af vanilje, fnuller fra tørretumbler, sødme og en halv plade mælkechokolade.

Smagsmæssigt er det også en let, lys, frisk, rank, feminin og spinkel Spätburgunder, hvor frugten er lyse, smågrønne jordbær, nogle lyse kirsebær, sødbitter ribsmarmelade, hvid peber, rene mineraler samt grønne elementer og så alligevel med flink væskende venlighed, så dermed 90 point.

Købt i en vinforretning i Odense … ellers fundet på nettet hos Cru Vin, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7